Udskift dit olie- eller gasfyr med en varmepunpe og spar op til halvdelen af din varmeregning

Energistyrelsen anbefaler alle at skifte fra olie- og gasfyr til varmepumpe. På deres hjemmeside skriver de følgende: Varmepumpen giver dig en stor økonomisk gevinst, og den er mindst ligeså driftsikker som dit gamle fyr.

Har dit gamle olie- eller gasfyr set bedre dage? Så skal du overveje et varmepumpeanlæg til både rumopvarmning og varmt vand. På den måde kan du reducere din varmeregning til måske det halve, og du nedsætter CO2-udslippet fra dit hus til gavn for klimaet.

Et jordvarmeanlæg er den mest effektive varmepumpeløsning. Men hvis du ikke har tilstrækkelig stort, tilgængeligt haveareal, kan du i stedet vælge en luft til vand-varmepumpe. Også den vil give mærkbare besparelser.
Der er markante økonomiske fordele ved at skifte fra et olie- eller gasfyr til en varmepumpe. Faktisk er gevinsten så stor, at du i de fleste tilfælde vil kunne betale investeringen i varmepumpen tilbage på under 10 år – fordi du slipper for at betale en dyr olieregning. Du kontakter ganske enkelt en varmepumpe-installatør, som kan foretage en individuel beregning i dit hus. Så kan du på et ordentligt grundlag tage stilling til at skifte til et jordvarmeanlæg eller en luft til vand-varmepumpe.
Hvis du kan modtage fjernvarme i dit hus, vil det i de fleste tilfælde være den billigste og mest effektive løsning ikke at skifte til en varmepumpe.
 
Særlig godt ved gulvvarme
Varmepumper er velegnede til opvarmning med radiatorer, men særlig effektive og særlig billige i drift sammen med vandbåren gulvvarme.
Det skyldes, at temperaturen i vandet fra varmepumpen (fremløbstemperaturen) til gulvvarmesystemets rør er lavere, end den fremløbstemperatur, der er behov for til radiatorer.
 
Driftsikkert og nemt i dagligdagen
Varmepumper er en tryg og driftsikker løsning, som allerede findes i mange tusind, danske hjem. Du mærker intet til varmepumpen i dagligdagen, hvis den er af en ordentlig kvalitet og dimensioneret korrekt til dit hus. Den kører bare og leverer den varme og det varme vand, der er brug for.
Moderne jordvarmeanlæg med jordslanger holder i mindst 20 år, dvs. længe efter at de er betalt tilbage. Levetiden for luft til vand-varmepumper er tilsvarende.
Normalt mærker du ikke noget til anlægget. Det leverer bare varme og varmt vand døgnet rundt hver eneste dag. Jordvarmeanlæg og de fleste luft til vand-varmepumper skal dog ifølge loven have et årligt eftersyn. 
 
Små ulemper
Der er ikke mange ulemper ved varmepumper, når de først er sat i funktion, og bestemt ikke flere end der er med andre varmeteknologier.
Luft til vand-varmepumper kan afgive nogen lyd, så her skal du sikre dig, at naboer ikke generes og at varmepumpen ikke placeres for tæt på for eksempel et soveværelsevindue.
Selve jordvarmeanlægget inde i huset summer nærmest ligesom et køleskab, så det placeres bedst i et bryggers eller lignende. Normalt placerer man anlægget samme sted, som det oliefyr jordvarmeanlægget i mange tilfælde afløser.
 
Du kan læse mere på Energistyrelsens hjemmeside: www.varmepumpesiden.dk